søndag den 29. juli 2012

Hækkeklipning og kanelsnegle

Som hus- – og ikke mindst  haveejer er der en mængde pligter, som vi i hvert fald skal tage os godt og grundigt sammen til: Græsslåning, lugning, snerydning (når det er vinter) og så én af de rigtigt sure. Hækkeklipning :-s

Vores ligusterhæk har ærligt talt set bedre dage. Den er nok ca. 25% liguster og så 75% alt muligt andet selvsået gejl – selvfølgelig primært af de typer, som har store stammer og vokser som ind i … ja, ikk’?! Suk… men i weekenden kastede vi os altså over sidste etape af hækken – langt om længe! Er godt klar over, at den opgave skulle have været klaret for over 1 måned siden :-o

Vi klippede og savede og slæbte til den helt store guldmedalje og da vi nåede tidlig eftermiddag kom jeg til at tænke på, at sådan et stort slid da krævede en belønning, så i en klippepause gik jeg ind og lavede en dej til kanelsnegle. Jeg er lige p.t. ved at forsøge mig lidt med mit bukseprojekt igen, så jeg fandt først en opskrift i en slankebog, men besluttede mig alligevel for, at de var for kedelige, så jeg lavede min egen ”lidt sundere” version af den klassiske søde gærdej til kanelsnegle.

Sneglene duftede helt ud i haven og høstede stor ros – også om mandagen, da manden havde rester med på arbejdet. De var gode – både med og uden glasur :-)

De ”lidt sundere” kanelsnegle

3  dl. mælk
50 g. gær
1 tsk. vanillesukker
½ tsk. stødt kardemomme
100 g.  sukker
50 g. blødt smør
Passende mængde hvedemel (Put lidt i af gangen og ælt til dejen er glat og smidig. Den skal være blød og lidt fedtet, men ikke klistre til hænderne).

Fyld:
125 gram blødt smør
100 gram brun farin
1-2 spsk. stødt kanel
50-75 gram reven marcipan

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i lunkent mælk. Kom først lidt mel i og herefter resten af ingredienserne. Put mel i og ælt indtil dejen er blød og smidig.

Læg dejen i en skål. Overdæk den og sæt dejen til hævning i ca. ½ time.

Rør ingredienserne til fyldet sammen. Det skal være helt blødt.

Rul dejen ud til et stort rektangel. Jeg rullede den ud på et stort stykke bagpapir, da den er lidt fedtet. Smør fyldet ud, så det dækker hele den øverste dejside og rul den forsigtigt sammen på den korte led (så fyldet kommer indeni) til en lang roulade.

Brug en skarp kniv og skær skiver af rullen og læg sneglene ud på plader med bagepapir. Jeg fik ca. 18 ud af opskriften, men antallet kommer an på størrelsen :-)

Lad sneglene hæve i op til ½ time, mens ovnen varmer op til 200 grader. Bag i 8-10 minutter (igen afhængigt af størrelsen. De skal være gyldenbrune).

Lad sneglene køle af og put evt. glasur ovenpå.




Velbekomme :-)

lørdag den 28. juli 2012

Tidsrøvere og Funnel Cake

Mange ting i livet er tidsrøvere. Nogen er gode, andre mindre gode. Én af de ting, der – dog på den gode måde, synes jeg  - har røvet en masse af min tid i det seneste halve år er online fænomenet Pintrest.

Pintrest er et socialt medie, hvor man deler bookmarks – eller faktisk billeder - fra steder på nettet, hvor man har fundet noget, der har ens personlige interesse.

Pintrest er stadig ”forholdsvist” nyt og en af de ting, der har været meget omtalt, er mængden af kvindelige brugere og de heraf følgende voldsomt mange links til lækre cupcakes og madopskrifter. Og dér har I så også grunden til, at undertegnede er på Pintrest! :-) Det ligefrem vælter rundt med lækre billeder af mad og kager, og man kan simpelthen ikke surfe rundt på Pintrest uden at ens tænder løber gevaldigt i vand ;-)

Jeg får lavet mange links (pins :-)) og hentet meget inspiration fra Pintrest og en af de seneste opskrifter, som jeg simpelthen har været nødt til at afprøve er FUNNEL CAKE.

Funnel cake er lækre, varme, sprøde, sukkerdryssede lækkerier – af den ægte amerikanske slags, som man fx får i omrejsende tivolier eller på markeder. En lille sammenligning er de spanske churros ”rør”, som man bl.a. kan købe i Tivoli til jul; men helt det samme er det ikke :-)

Min søn og hans kammerat, der var på besøg, da jeg afprøvede opskriften, var ovenud begejstrede og sønnen udtalte ligefrem, at det var det bedste han nogensinde havde smagt :-)

Her kommer opskriften:

Funnel Cake

Ingredienser (stor portion, halver eventuelt – med mindre du har hjemmet fuldt af lækkersultne unger ;-))

3 æg
½ liter mælk
1/2 tsk vanilje
10 dl mel
2½ dl sukker
1 spsk bagepulver

Vegetabilsk olie til friturestegning

Fremgangsmåde

Kom et par centimeter olie i en tykbundet gryde og varm den op til 180 grader.

Bland/pisk alle ingredienserne godt sammen.



Fyld dejen i et kræmmerhus med en rund tylle i bunden (Jeg brugte en med en diameter på ca. 5 mm. Den kunne godt have været lidt mindre).



Tryk dejen ned i den varme olie og lav et rodet mønster. Steg kagen til den er gylden og sprød på den ene side og vend den herefter til den er på samme måde på den anden side. Tag op med en hulske og læg på fedtsugende papir.





Put dit favoritdrys på toppen. Det kan fx være flormelis eller kanelsukker, som på billedet herunder. Serveres sprøde og varme :-)

fredag den 27. juli 2012

Pulled chicken

Sådan en kæmpe nakkefilet på grillen i noget der ligner hel halv eller en hel dag giver et – efter sigende – blændende resultat, der hedder Pulled Pork. Det er jo ganske sikkert noget ”man” bliver nødt til at prøve på et tidspunkt, men indtil videre har jeg hverken haft anledningen eller tiden til at kaste mig over projektet. Det var derfor med glæde, at jeg faldt over en opskrift på Pulled Chicken hos Mad Med Hjertet (her), der så en del mere overkommelig ud :-) Det måtte jeg prøve :-)

Marinade laves og kylling marineres heri i en pose i køleskabet i ca. et døgn. Jeg havde ingen færdig barbecuesauce, så blandede bare lidt forskelligt sammen: Mexicansk ketchup, soya, chili, ahorn sirup, knust hvidløg etc.. Det plejer at være lækkert nok :-)

Dagen efter – lige da jeg kom hjem fra arbejde – kom det i ovnen i en gryde med låg og stod så der og simrede i de angivne par timer :-)

Da de var klar, skilte jeg dem ad med 2 gafler, så de var helt strimlede. Jeg valgte at koge resten af marinaden lidt mere ind på komfuret, da jeg syntes, det var lidt for flydende. Mens marinaden kogte, bagte jeg de langtids-koldhævede boller, som jeg lige havde kastet dej sammen til om morgenen. De er endnu en af de dér ting, som jeg laver lidt på slump, men de plejer at blive meget lækre :-)



Saucen blev så hældt ud over kyllingestrimlerne og ind i bollen med det og voila – pulled chicken sandwich med ananas. Super lækkert :-)




Her er opskriften, som jeg lavede den:

Pulled Pineapple Chicken 4-6 pers

4 store kylligebryster
1 1/2 dl barbequesauce (jeg lavede, som sagt, bare min egen, men har man noget færdigkøbt, kan det også sagtens bruges)
½ helt hvidløg (eller 2 store fed), knust
1 tsk groft salt
2 tsk paprika
½ dåse ananas skåret i mindre stykker + ca. 1½ dl. af saften

Dagen før:
1. Bland barbequesauce med hvidløg, salt, paprika, ananas og juicen og vend den med kyllingebrysterne i en pose.
2. Klem luften ud af posen. Luk den tæt og læg den i køleskabet.

På dagen:
1. Hæld hele posens indhold i en gryde, der kan tåle at komme i ovnen, og læg låget på. Kødet skal være dækket af marinade ellers kan du evt. tilsætte lidt vand.

2. Læg låg på gryden og sæt den ind i en forvarmet ovn ved 150 grader i 10 min og skru derefter ned på 100 grader og lad den stå i ovnen i de næste 2 timer. Check evt. med et steegtermometer, at kødet har nået en kernetemperatur på ca. 95 grader.

3. Riv kødet fra hinanden til trevler med 2 gafler. Læg det i et fad og hæld marinaden over (jeg kogte marinaden lidt ind i ca. 10 minutter, så den blev lidt tykkere). Server i boller.

lørdag den 21. juli 2012

Barndomsminder om episke (bradepande)kager

Da jeg var barn bagte min mor aldrig kager, så måske al min kagebagning er, fordi jeg forsøger at (over-)kompensere for barndommens manglende kager.

To af de kager, jeg husker bedst fra min barndom, var min ven Mortens mors ”Grøn kage”, som jeg egl. ikke kunne lide – vist pga. mandelessensen ;-), og så en kage, som det tog mig en del år at finde frem til, hvad var for en :-) Jeg husker tydeligt, at en af de andre piger i børnehaven skulle holde op (hvorfor husker jeg dog ikke) og derfor havde hendes mor bagt en kage, som hun delte ud. Det var bare den bedste kage, jeg nogen siden havde smagt! Så god, syntes jeg, den var, at jeg hjemme forsøgte at forklare min mor om denne fantastiske kage ”med ris på toppen”. Den kendte hun naturligvis ikke og havde i øvrigt ingen planer om at finde – endsige bage den. Suk…

Først mange år senere fandt jeg så ud af, at det på toppen ikke var ris, men kokosmel og så kunne jeg konkludere, at jeg – dér i børnehaven – for første gang havde smagt Drømmekage fra Brovst. Stadig én af mine favoritter den dag i dag :-)

Der er faktisk langt imellem den slags aha-oplevelser, når det kommer til helt almindelige bradepandekager! Endnu en af slagsen fik jeg dog, som voksen, da en kollega medbragte kage for at fejre hendes 30-års fødselsdag. Det var inden de overdådige fondantkager for alvor havde gjort deres indtog på de danske arbejdspladser, så Mette kom med en plastikbøtte med brune firkanter i – og hurra! Det var altså også bare en lækker kage, som jeg naturligvis skyndte mig at få opskriften på :-) ”Guf Guf kage” fik jeg at vide, at den hed. Havde aldrig hørt om den før (til de øvriges store undren!). Senere har jeg fundet ud af, at den også kaldes ”Den, du ved nok…” – hvorfor aner jeg dog ikke – mystisk navn til en kage ;-)

Bager ikke så tit alm. bradepandekager, men weekenden her var en undtagelse, da jeg lige måtte støve guf guf opskriften af. Som det kan ses på billedet gjorde jeg dog den fejl, at eksperimentere med lige at give den 5 minutter med fyldet ovenpå i ovnen (a la drømmekagen). Den smagte stadig godt, men den er altså bedre helt i originalen.

Og så havde jeg faktisk taget et billede. For alt man viser skal ikke være perfekt! :-) Men om I tror mig eller ej, så ligger billedet ikke længere på Ipadden, så I må undvære.I stedet kan I se kagen her hos Anjas Opskrifter, som i mange år har været min gode kilde til gode opskrifter :-)

Og opskriften, som jeg laver den – ja selvfølgelig:

Guf Guf kagen

Ingredienser:
200 gram sukker
4 æg
400 gram mel
4-5 spsk. mørk kakao
1 spsk. vanillesukker
1½ spsk. bagepulver
2½ dl mælk
150 gram smeltet smør

Glasur:
150 gram smør
200 gram flormelis
150 gram kokosmel
1 dl stærk brygget kaffe (jeg bruger ca. 2 tsk. Nescafepulver)
4 spsk mørk kakao
1 spsk vanillesukker

Fremgangsmåde:

Pisk æg og sukker sammen og kom herefter de tørre ingredienser i (mel, bagepulver, kakao og vanillesukker).

Derefter kommes mælk og smeltet smør i og dejen røres godt igennem.

Jeg har leget lidt med tanken om at udskifte kakaopulveret i kagen med 100 smeltet mørk chokolade, for at gøre kagen mere mørk og chokoladeagtig, men det er altså ikke afprøvet! :-)

Glasur:

Put alle ingredienser i en gryde og varm op (smørret skal være helt smeltet) og rør godt igennem.  Kom glasuren på kagen, når den er kølet lidt.

lørdag den 14. juli 2012

WOW-vafler fra Fjellerup Strand!

Allerførst på sommeren fik vi vores portion af sommervarme på Madeira, så derfor tog vi det forholdsvis roligt, da det danske sommervejr bestemt ikke viste sig fra sin mest venlige side i den uge, hvor vi var de heldige beboere i Toms personalesommerhus ved Fjellerup Strand på Norddjurs.

Jeg har aldrig ferieret på Norddjurs før, men det kunne jeg da sagtens  gøre igen :-) Udover at naturen er dejlig, så er der masser af forlystelser og aktiviteter at kaste sig over – både helt i nærlandet ved Fjellerup, men også indenfor absolut acceptabel køreafstand :-)

Vi fik bl.a. besøgt Djurs Sommerland, Den Gamle By, Kattegatcentret og Randers Regnskov – og mere lokalt et ”Blå Flag-center”, et mosebrugsmuseum (som både havde et kørende veterantog og klappekaniner ;-)), stranden (naturligvis – dejlig, dejlig :-)) og – ikke mindst!! – det lokale vaffelbageri :-)

Ved det første besøg hos Vaffelbageriet stod vi i en kæmpekø og undrede os lidt over alles trang til at købe butikkens allerstørste vaffel – I ved, den dér KÆMPE supervaffel, som de fleste iskiosker har, til et gigantisk beløb, og som kun købes af folk på polterabend eller ved et væddemål eller lign. :-) Men hos vaffelbageriet kom alle tøffende ud af døren med en KÆÆÆÆÆÆÆÆÆMPE vaffel i hånden!??

Det viste sig så simpelthen, at det var stedets kendetegn: De gigantiske (og i øvrigt hjemmebagte :-)) vafler :-) Jeg fik mig én med 2 kugler og guf til den horrible pris af 24 kr. og den var SÅ stor, at jeg gav fortabt under halvvejs, hvorefter sønnen tog over og alligevel røg der en pæn del af vaflen i skraldespanden – og ja, jeg ved godt, at man ikke skal støtte madspild; men undskyld jeg siger det: Den vaffel alene var turen til Fjellerup Strand værd! :-)


Og apropos vaflen, så var den også årsag til, at jeg endelig overgav mig ift. guf. Har ellers altid – som inkarneret sjællænder – ment, at jyderne havde misforstået noget ved at pløre lyserødt flødebolleskum ovenpå en vaffelis i stedet for flødeskum og syltetøj, som vi jo forventer her på Djævleøen :-) Men Vaffelbageriets guf var altså bare GUF! :-) Så til mine sjællandske guf-hadende fæller vil jeg bare sige: Prøv det :-) Opskriften kommer her:

Guf

Ingredienser:
3 æggehvider
1 dl vand
250 gram sukker
Rød frugtfarve

Fremgangsmåde:
Æggehviderne blandes med rød frugtfarve og derefter piskes stive (så bliver det lyserødt).
Vand og sukker koges til sukkeret er helt opløst.
Sukkermassen hældes langsomt - i en tynd stårle - i de piskede hvider, mens der piskes kraftigt.
Pisk godt til du når den rette "guffede" konsistens :-)

søndag den 1. juli 2012

Sallys kage

Jeg lægger (stort set) altid billeder af mine kager til skue på Facebook og her har mit galleri især én stor fan – og det er Sally, som er datter af Anja, som jeg kender fra min tid hos MD (for snart lææænge siden ;-)).

Vi ser ikke Anja, Sally og Morten så tit, hvilket faktisk er en stor fejl, for de er meget dejlige mennesker; men efter endnu en af Sallys begejstrede kagekommentarer tænkte jeg, at NU skulle Sally altså have sin egen kage :-) Jeg har godt nok også lovet at lave en kage til hendes kommende runde fødselsdag; men den ligger ikke lige rundt om hjørnet, så vi inviterede Sally m. familie til sommersøndagskaffe og kage :-)

Sally havde sendt mig et billede fra et Panduro Hobby katalog med en meget flot kage, der primært var blå og grøn og med stjerner og ville høre, om jeg ikke kunne lave noget i den stil. Efter at have konfereret med Anja lavet jeg dog lidt et spin på opgaven, da det vigtigste bare var, at kagen var blå, som er Sallys yndlingsfarve. Altså en blå kage med stjerner – og så måtte jeg simpelthen også inkludere Hugo, som er Sallys hund :-) Sally elsker det spraglede look, så kagen er også gjort ekstra spraglet og farverig til ære for hende. Der er således både farvede blomster på Hugos "græsplæne", samt regnbueslik i RI-skyer forneden og guldglimmer på stjernerne :-)

Og så kom kagen til at se således ud:




Kagen var chokoladebunde m. chokolademousse og jordbærmousse med friske skovjordbær fra haven. Opsmurt med lime PSC og dekoreret med RI og fondant.

Sally fik Sukkerhugo med hjem og sagde, at det var den flotteste kage jeg nogensinde havde lavet – og at jeg var den, hun kendte, der var bedst til at lave flotte kager – ja altså måske liiige med undtagelse af CakeBoss fra TV – men DET kan jeg sagtens leve med ;-)))))))))

Omuraisu (Japansk omelet)

Sønnen (eller ok nok ikke KUN sønnen 🙃) drømmer sig tilbage til Japan og i dag havde han spurgt om vi ikke kunne lave omuraisu, som er en o...